Det skete bare.......

Jeg havde mødt et par vidunderlige kvinder inden, der hjalp mig med at blive "vækket" og føle igen, men jeg var hverken halvt eller helt klar over hvad jeg lavede, så det kunne jeg ikke være i.......og besluttede mig for "alenetid". Men så kom hende her og åbnede en ladeport til mine indestængte længsler. Eller som jeg udtrykte det over for hende "jeg føler mig som en tørlagt dranker, der har fået nøglen til et ubevogtet spritlager".

Det blev et år med en dejlig flugt fra mig selv og en kærlighedshistorie, hvor jeg opnåede at føle mig værdsat, levende, elsket og som mand igen.

Hun havde travlt med at bygge et fast forhold og gik målrettet ad den vej. Jeg sagde ja til mere end jeg ville og kunne ikke sætte ord på hvorfor. For jeg anede det ikke og jeg gjorde det bedste jeg kunne for ikke at forholde mig til min egen smerte, indtil jeg var ved at blive kvalt af skam og ubearbejdet indre kaos. Det var jeg nødt til at rydde op i selv - og havde ikke modet til at bede friheden til det fra hende, og samtidigt bede om den omsorg jeg havde brug for (som jeg heller ikke havde tillid til hun kunne/ville give mig). Jeg virkelig bange for at gøre det alene og havde brug for at blive holdt i hånden og af stand til at sætte ord på det, så jeg både trak mig og rakte ud. Det skræmte hende så hun endte med at ghoste mig. Et eller andet sted tror (og håber) jeg hun gjorde det i en god mening, fordi hun mente det var det bedste for os begge - det var det ikke for mig.
At gå fra én jeg elskede var svært - at blive afvist som menneske bliver aldrig glemt.

En kærlighedshistorie, der ikke endte med en livspartner.