Rodfæste
Efter en tids famlen, der helt ærligt ikke gik særligt godt, begyndte jeg at opdagede nogle mønstre i mig selv. "Rodfæste" var en refleksion over det jeg opdagede og jeg indså at jeg nok havde brug for hjælp til at komme videre.
En historie
I 2021 mistede jeg min kone til kræft og den verden jeg kendte og forstod forsvandt. Jeg stod tom og fortabt tilbage og var tæt på at opgive alt, for jeg havde ikke lyst til at være her. Efter en tid i fosterstilling, hvor det gik op for mig at ingen kom og reddede mig, og at jeg selv måtte finde en vej videre, traf jeg en beslutning. Jeg ville leve, mærke verden og elske igen. Jeg anede ikke hvordan, men gav mig selv en gave, at "jeg er det værd" og drog ud på en personlig rejse.
Jeg skrev et par digte undervejs, til mig selv. Nogle af dem, vil jeg gerne dele.
Mosaik
Jeg var til bisættelse af en kær vens mor. Ved indgangen til kirken fik vi alle hver et lille stykke farvet glasstykke. Præsten holdt en ret fin tale, hvor han beskrev livet som en mosaik, sammensat af mange små stumper. Vi kan falde og slå vores mosaik itu, men vi har altid muligheden for at sætte stumperne sammen på en ny måde....og vi vælger selv, hvad vores mosaik skal indeholde.
En lille tanke
Jeg brugte digte som selvterapi og en måde at udtrykke og forstå hvad der skete i mig. Så mange refleksioner blev til digte. Her er et lille eksempel.
Kram
Et digt, der aldrig blev skrevet færdigt, men rummer et af de mest basale og vigtigste behov et menneske har. Fysisk nærvær.
En bøn
Undervejs begyndte jeg at tvivle på om jeg overhovedet kunne føle kærlighed igen......og skrev en bøn.