Rodfæste

Om grundlaget for at starte min rejse

......................................................................

Når døden bortraner dit grundlag i livet

forsvundet er livslysten du tog for givet

Og du ser kun tomheden følge dig vil

du fyldes af skam over, du ej slog til

Når netværk og planer du havde er borte

og alle udsigter til livet er sorte

Et løfte - det eneste med på din vej

Den krønike deler jeg nu her med dig.

........................................................................

Hvor er der mon lys, hvor er liv, hvor er alle

her er meget mørkt, ingen hører mig kalde

Er jeg lavet helt ud af usynligt blæk

er det mon mig selv, der har skræmt alle væk

Jeg troede at nogen kom og tog mig med,

tog hånd om mig, styrede mod rette sted

Kun én enkelt kom selv og tilbød at være

med mig i den ensomhed, jeg så fortære

Og selv række ud det var helt udelukket

for jeg kunne intet, og lyset var slukket

Jeg følte at jeg skulle trøste de andre

fik kun lidt retur, det blev bittert at vandre

"Jeg hører ej til her, det må jeg forandre"

så jeg lukked ned, søgte trøsten hos andre

Men det var en flugt fra en sorg alt for svær

og jeg følte ikke jeg var noget værd.

Min kærligheds bolig var hende der døde

den har ej et hjem nu, skal hjertet så bløde

Jeg lovede hende ny bolig at finde

"find en sød pige" - et bittersødt minde

Blandt enlige mødte jeg noget jeg søgte

forståelse, omsorg når ensomhed spøgte

Og jeg så at kærlighed ku' jeg få del i

det åbned mit hjerte, men jeg var ej fri

Så jeg lukked af for dem, der så mit hjerte

som de jo berørte, men var fuld af smerte

Jeg løb hurtigt væk så de kun så min hæl

når de var tæt på at nå ind til min sjæl

Tvivl, frygt og skam er jo deri at finde

hvis du kommer tæt på, så vil jeg forsvinde

Når kærlighed jeg ikke under mig selv

kan jeg ikke gi' den til dig - kan jeg vel?

Jeg må eje mit liv, med alle dets dele

hvis ikke jeg gør det, så vil jeg ej hele

For ejerskab skal være mit fundament

jeg må også eje det jeg helst så glemt

Jeg har stjålet kærlighed som ej var min

og drak den begærligt som om det var vin

Jeg loved for meget, som jeg ikke ku

og trådte derved smukke hjerter itu

Jeg elskede én af dem som ingen før

men så det for sent, så det lukked' en dør

For modet mig svigtede og jeg stak af

hvor var jeg dog dum, jeg vil lære deraf

Den tillid der kræves, den skal jeg først lære

derfor turde jeg ikke ærlig at være

Og sagde det jeg troed' hun ville høre

jeg flygtede fra det i mig, hun ej sku' røre 

Jeg så ikke mig selv god nok til at få

det liv som jeg ønsked' med hende at nå

På drømmenes holdeplads, der bor hun nu

Nu sætter jeg mig først og åbner mig sgu

Accept af at livet det er som det er

er svær, men det gør mig godt at være der

for healing af smerte den kommer jo af

at rumme den ærligt og ej stikke af

Min vej til erkendelse, tung har den været

jeg vil ej mer' flygte og undgå besværet

Jeg sku' træde skævt og få slag før jeg indså

at mønstre må ændres for frihed at opnå

Det er stadigt svært helt at gi' plads til andre

fordi jeg de sårbare mønstre forandrer

Jeg danser en dans nu med mine dæmoner

for det er på tide at vi os forsoner

"Hvis jeg viser mig selv, så ender jeg såret"

si'r frygten og tvivlen jeg altid har båret

Jeg vil ikke længere leve i skyggen

af revsende mønstre der nedbryder psyken

Mit mål er nu sat, jeg vil gøre mig fri

og være et menneske jeg godt kan li',

Så ærligt og sårbar jeg tør stå ved mig

for der er jeg klar til at åbne for "dig"

Alene jeg kan ikke selv nå derhen

kun samspil med andre kan åbne igen

Når jeg søger hjælp så er det tillid givet

og det er det første skridt hen imod livet

Jeg gir mig selv gaven "at jeg er det værd"

skønt vejen derhen synes farlig og svær

Men tillid og kærlig accept sætter fri,

og det er det jeg vil ha' rodfæste i

........................................................................

Historien er sand og den handler om mig

og jeg er her stadig og søger min vej

Du tænker måske hvorfor dele det her

kan blot én få gavn, så gør det rejsen værd